Som barn i ham Poul Kjøllers tid, så øved' Ulf med vældig flid
en evne, som han stadigvæk har. Hæk var. Hæk var.
En evne, som han stadighæk var.

Han bakked' snagvendt dagen lang, og ganske særligt, når han sang,
han rabled' løs til egen guitar. Tigar. Tigar.
Han rabl ed' løs til egen tigar.

Det gik, som man næsten ku' ane: Nu er det en skør, vammel gane,
en larmhøs og døs, varnlig bane
med skødeflum og miksebad og andet pajat.

Med fønsehødder og rullegødder og møgbeskidte versefødder,
trampede han rundt som besat.
Og den, der pisser køerne han har en væslig hane,
det er mord på vores danske sangs kat.

Så blev Ulf konfirmer't og stor og burde tale voksne ord,
men han var lisså barnlig som før. Fom sør. Fom sør.
Han var præcis så skupskrør fom sør.

I kirken sang han Gud ske lak og tov, og præsten syn's det var for grov,
for Gud han hader vist sjov, a pro pos tro.
Han ridsed' aldrig no' en løbeko.

Så kom Ullf på vampdaskeriet, og så polinalkrimitiet,
og så blev han søreme viet
til Ellinor, som også rytted' bundt på ord.

De var et herligt pakkermar, hun sa' e, han var så rød og sar,
og hun var bare hans lalle skit.
Og ordene flød som liflig vin, som skidt ud af en vild kanin
med alskens sære påhit påå hit.

Som meget intresikmusser't blev Ulf til sidst så indruller't
i byens orkester: Oldies fra Vrå. Åh-u-åh. Åh-u-åh.
Han sang og spilled tabu som få.

Jo, han ku' vendere en spise, og han ku' sgu' fyre Elise,
så folk de sked små, grønne grise.
Han kom på hytte relle som en millespand.

Nu er han ble'et en gammel ged, som døjer med no'et himmelsved,
engang så falder det store gardin.
Når taget det er slapt og ulting slatter hipt som hapt,
så er hans ønske blot at han må gø af drin.

Flesnokke vornrner krimlende, hon ever triger dirnlende. Det hyger ud afknimlen og slår.
Vift under lungerne. Lim Karsen. Man medes og skølles. Livet er langt. Lokken er kørt.
Højt på en kranen greve. Lad tænderne fortolde ...