Jeg drømte, jeg vandred' i visdommens haller,
et sted, der på én gang var hytte og slot.
Et sted, der var oplyst af tusind krystaller,
beboet af folk klædt i kutter af gråt.

Visdommens ø havde bjerge af rav
men stenede strande.
Omgivet var den af Løgnenes Hav
med oprørte vande.

Jeg spurgte i drømmen en hvidskægget gamling:
"Kan jeg blive vis, kan jeg bli'e lissom dig?"
"Min ven, sa'e han, kom først til sans og til samling,
så må du finde din helt egen vej.

Kend først dig selv ved at kende enhver,
kryds havet af løgne.
Kryds gennem storm, over farlige skær,
brug ører og øjne.

Èt råd vil jeg gi' dig, læg dig det på sinde:
Du, jeg og alle ved mindre end lidt.
Vi handler og ter os, men næsten i blinde,
vi ønsker det godt, men gør helvede hedt.

Tro kun, du ved, når du ved, at du tror,
vid, at der er mere.
Undgå at skade og håb, noget gror.
Mærk verden pulsere.

Dog, hør nu essensen fra tågernes isrand:
Kloge ta'r fejl, og en masse går galt.
Hvis du vil være endnu mer vis end en vismand,
vær så en munter sjæl, munter trods alt.
Vær så en munter sjæl, munter trods alt.