Velkommen i den grønne lund,
hvor fuglene de sjunge.
Det høres skal: Den danske mund
til sang har og en tunge.
Kan munden vi få ret på gang
til andet end at spise,
hvert andet barn i Dannevang
forstår en halvkvædet vise.
For hvad vi fattes først og sidst
til lykke ej så ganske.
Men lidt dog både her og hist
det er det ægte danske.
Derom sang nys en lille fugl
i syd på Skamlingsbanke,
og synd det er at lægge skjul
på hele folkets tanke.
Vi fører løver i vort skjold
af hjerter tæt omsatte.
Dem førte vi fra Hedenold
og ingen abekatte.
Hver fugl må synge med sit næb,
og livet - kan vi skønne -
var uden sang kun slid og slæb. -
Velkommen i det grønne.